FORGÆVES DYRKER DE MIG

FORGÆVES DYRKER DE MIG

Jesus sagde således til de skriftkloge i Matt. 15, 7-11:Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde:  Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig,  forgæves dyrker de mig. for det, de lærer, er menneskebud.«   Og han kaldte skaren til sig og sagde: »Hør og forstå:  Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent. Understregningen er min egen!

Og videre i  Matt. 16,11-12:Hvorfor fatter I ikke, at jeg ikke talte til jer om brød? Men tag jer i agt for farisæernes og saddukæernes surdej.«  Da forstod de, at han ikke sagde, at de skulle tage sig i agt for surdej til brød, men for farisæernes og saddukæernes lære.


Kan man virkelig dyrke Jesus forgæves?

Ja hvis man blander Guds ord med menneskelære (surdej), og det kræver ikke meget menneskelære blandet i før man har bragt sig i den stilling hvor man dyrker Jesus forgæves, for vi læser i 1. Korinth. 5,6:Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen?

Det er sikkert en af de væsentlige grunde til at Jesus sagde således i Matt. 7,21: Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. For Grunden til at Jesus generelt talte meget fordømmende om de skriftkloge var at de lagde til og trak fra i Guds ord, og så sagde Han sådan til dem i Matt. 23 15:Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv.

Den, der underviser i en lære, som ikke er Guds uforfalskede ord, men er iblandet menneskelære fortjener altså Helvede!  Det er sikkert grunden til at Jakob advarer i Jak.  3,1:Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom.

Inden jeg går videre vil jeg lige gøre opmærksom på noget Paulus i 1. Kor. 10,11-12 sagde til Korinterne om jøderne i gammeltestamentlig tid, han sagde således:  Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.  Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder. Det Paulus mener med tidernes ende er tiden efter at Jesus ved det sidste påskemåltid Han holdt med apostlene indstiftede den nye pagt  med Israel og Juda (ikke med kirken), som blev forudsagt i Jer. 31,31 - 34:

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.  Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Findes der dem, der forkynder en lære, der er en blanding af Guds ord, og menneskelære?  Jeg tror at enhver af mine læsere vil svare ja til dette, og så tænker de måske på Jehovas vidner, herlighedsteologer, mormoner osv.

men det findes faktisk tættere på, end mange tror: Jeg fandt er skrift, som er udgivet af Luthersk missions (LMs) læreråd. Du kan se det ved at klikke her. Det, der står i dette skrift er en uhyggelig blanding af vranglære og rigtige ting, og det er et konkret eksempel på det Peter advarer imod her i 2. Pet. 2,1:Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv,

I den græske grundtekst bruger Peter ordet parasoxousin om det de falske profeter gør, og det ord betyder ”at lægge sandhed ved siden af løgn” (man bruger altså sandhed til at kamuflere løgnen). Et af de mange løgne i skriftet er at man sidestiller Guds ord (Jesus) med dåb og nadver, altså hævder at forrettelsen af dåb og nadver uden medfølgende grundig undervisning i sig selv er en forkyndelse af Guds ord, og LM og nok også IM og i hvert fald folkekirken er endt i det samme, som jøderne i gammeltestamentlig tid endte i. De troede at fordi de praktiserede alle de forskrifter med ofringer af enhver slags, som Gud gav dem i Moseloven, så var de dermed på ret fod med Gud, men Gud ønsker at blive tilbedt i Ånd og Sandhed og ikke igennem religiøse ritualer og handlinger, så da det at overholde de ofringer, og festdage som Gud selv havde påkrævet efterhånden blev til død religiøsitet, så sagde Gud sådan til dem i Am. 5,21-24:Jeg hader og forkaster jeres fester, jeg bryder mig ikke om jeres festdage. Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre, tager jeg ikke imod dem, og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se. Fri mig for lyden af dine sange, dine harpers klang vil jeg ikke høre! Men ret skal strømme som vand.

Akkurat, som den katolske kirke har gjort med blandt andet deres 7 sakramenter, så har den lutherske kirke med 2 sakramenter reduceret det kristne budskab til blot at være en af verdens religioner.

Desuden, så er der det at jeg igen og igen er stødt på LMere og IMere som fuldt og fast tror at alle, der går til alters der får deres synder tilgivet. Hvilket er en understregning af at man har reduceret det kristne budskab til blot at være en religion, og ikke et levende åndeligt fællesskab med den ene sande Gud.

Gud advarede jøderne imod at tilbede Ham på samme måde, som hedningerne tilbeder deres guder! Og det med at spise guden, er en hedensk skik, som blev taget ind i den katolske kirke i form af eukaristien og videreført i den lutherske kirke i form af nadveren. Det har jeg skrevet noget om, som du kan læse ved at klikke her.

Religion ender ofte med at blive brugt diktatorisk, for nogle år siden mødte jeg Jørgen Skydstofte, som jeg havde lidt forbindelse til i min studietid i København, og han sagde idet han udstrålede den overformynderiske holdning, jeg kender så godt fra ledere i LM og IM at forældre, der ikke vil lade deres børn døbe bør kastes i havet med en møllesten om deres hals, hvilket jo præcist var den holdning, der førte til at den reformerte teolog Zwingli i sin tid i Zürich fik vedtaget at folk, der ikke ville lade deres børn døbe skulle henrettes ved drukning, så 150 personer blev druknet, og deres børn derved blev forældreløse. Jeg har skrevet artikler, der viser eksempler på den lutherske kirkes magtmisbrug. Du kan se en af dem ved at klikke her, og en anden ved at klikke her, og en tredje ved at klikke her.