Den danske autoriserede Bibel oversætter John. 1,12 således: Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn;

King James oversættelsen lyder: Men alle dem, der tog imod ham, gav han kraft til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn;

Det græske udtryk “ekousian” kan betyde autoritet, ret, kraft eller kapacitet/evne

Oversættelse er ikke en eksakt videnskab, så en oversætter fristes let til at vælge udtryk, der passer med vedkommendes eget livssyn. Derfor må vi se os grundigt for og ikke blindt acceptere en oversættelse bare fordi den er signeret af hendes majestæt dronningen. Spørgsmålet her  er:

hvilken betydning lagde Helligånden i ordet ekousian, som i den danske bibel er oversat til "ret til", da Han inspirerede Johannes til at skrive Johannesevangeliet? Ekousian dækker betydningerne  "ret til", autoritet til og kraft til" og "kapacitet til/evne til"

Betydningen af det græske ord "ekouisan"  falder altså så at sige i 2 hovedgrupper, som vi kan give hver sin overskrift:

den ene: RET TIL

Her tænker jeg naturligvis på betydningen ”ret”, som er brugt i den danske oversættelse, og for øvrigt også i new american standard bible.

den anden: EVNE TIL/KRAFT TIL

Her tænker jeg på det, der er defineret af ordene autoritet, kraft og kapacitet/evne

Det er ordet ”kraft” der er brugt i King James oversættelsen.

Af de mulige betydninger ekousian har, betegner de fleste (3 ud af 4) altså noget der er knyttet til personens brug af sin vilje, så den lutherske teologi, som siger  at selv genfødte mennesker ikke kan og egentlig ikke engang bør sætte sin viljeskraft ind på at leve et helligt liv i Kristi efterfølgelse, (fordi det bliver kaldt lovtrældom og gerningsfrelse), en opfattelse, som desværre har bredt sig ud i næsten alle afkroge af vor tids kirker, finder altså ikke megen støtte i grundteksten til Joh. 1,12.

Jeg hælder personligt til at være enig med King James oversættelsen. Hvis du vil vide hvorfor, så læs det jeg har skrevet herunder:

Det med arvesynden er et lidt vanskeligt emne, som jeg faktisk har lyst til at give min personlige forklaring på: Ordet arvesynd findes ikke i Bibelen, Ordet treenighed findes jo heller, men treenigheden læres klart i Bibelen. Det samme kan siges om arvesynden: ordet findes ikke, men læren er der.

For eksempel siger Rom. 3,23:for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud

og

Rom. 3,10-12: som der står skrevet: Der er ingen retfærdig, ikke en eneste.  Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.  De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.

Mange er bange for at deres nyfødte barn skal dø inden det døbes fordi de frygter for at det så skal fortabt på grund af arvesynden, jeg tror dog ikke at en nyfødt baby der  ikke selv kan tage stiling til åndelige og moralske spørgsmål går fortabt, hvis den dør.

  Det var først efter at Jesus var stået op fra de døde at Han befalede at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. og dåb blev overhovedet ikke nævnt i forbindelse med at Jesus uden forbehold sagde om de små børn, som var så små at de skulle bæres at Guds rige tilhører dem.

Det naturlige uigenfødte menneske, som er gammelt nok til selv at tage beslutninger (at være ansvarlig for sine handlinger) evner ikke at tage beslutninger, der ikke er syndige, Det er efter min mening det arvesynden er at det naturlige menneske ikke har kraft til at fravælge synden, men grundteksten til John. 1,12 oversættes sandsynligvis bedst:  "Men alle dem, der tog imod ham, gav han kraft (kraft, evne, autoriet) til at blive Guds børn, dvs.dem, der tror på hans navn."

Paulus skrev til korinterne i 2. Kor. 11,1-2:Gid I ville finde jer i lidt vanvid af mig! Ja, det vil I nok!  For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, fordi jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru. Til Timoteus skrev han i 2. Tim. 2,15:Stræb efter at stå din prøve for Gud som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig, men som går lige på med sandhedens ord.

Og om kvinderne skrev han i 1. Tim. 2,15:Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed. Jesus sagde i Matt. 24,13:Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Bibelens budskab er klart: Den der er født af Gud har fået Helligånden som pant og oplever en konstant indre kamp imellem sin kødelige natur og ånden, men det står så også klart at Gud har en forventning om at ånden vinder kampen over kødet – Ånden er stærkest, men personens udholdenhed spiller en rolle i kampen, for den, der holder ud til enden skal frelses, og der tales om at holde fast ved tro kærlighed og hellighed, altså ting, der har med viljesbeslutninger at gøre. Personligt tror jeg at King James oversættelsen  er korrekt.

Den danske oversættelse lyder: Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.

Den oversættelse gør det lettere at fastholde tanken om at spædbørn er fortabte syndere, hvis eneste redning er barnedåb, men grundteksten taler altså om at man ved den nye fødsel får kraft/autoritet til at være (leve som?) Guds børn,

Og den nye fødsel er beskrevet vældig præcist i beretningen om de 3000 der blev omvendt og døbt på grund af Peters tale pinsedag. De indså deres synd og tog så helt bevidst imod kaldet til omvendelse (At vende ryggen til deres syndige livsstil og ansigtet imod Gud). Rom. 10,17 siger: Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.

Hvordan skulle et barn der endnu ikke har lært betydningen af ordene mor og far at kende kunne forstå forkyndelse af Guds ord, og derved komme til omvendelse og tro?

Jeg forstår det således at Gud igennem den nye fødsel giver sine børn kraft til at være

overnaturlige på den måde at vi ikke er tvunget af vor kødlige natur til altid at vælge det 

naturlige (synden), for ånden hjælper os til at kæmpe imod vor kødlige natur og mange gange sejre. Der står i i Gal. 5,17: For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden,

Arvesynden manifesteres altså på 2 måder:

 1. Det naturlige menneske, når det har nået            en alder, hvor det er bevidst og selv kan              tage stilling til sine handlinger, er ikke i              stand til andet end at vælge det syndige,            og  har  egentlig heller ikke lyst til andet.

 2. Selv det genfødte menneske må kæmpe             med kødets syndige tilbøjeligheder,                     somdet dog har fået kraft, og lyst

       til at bekæmpe.

       Har en kristen ikke lyst til at  bekæmpe               kødets begæringer bør man overveje                   (undersøge)

       om man i  virkeligheden er genfødt.

        Det var ikke uden grund da Paulus                      advarede korinterne, som han først havde          rost for deres  tro 

        i 2. Kor. 13,5-  6: Ransag jer selv, om I er i            troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus                  Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve. 

Indskudt bemærkning:

Du tænker måske: Jamen, når en troskæmpe, som Paulus sagde ”det jeg ikke vil, det gør jeg, og det jeg vil, det gør jeg ikke”, så har intet genfødt menneske kraft til at vælge synden fra.

Jeg vil så gentage det jeg har pointeret igen og igen: Salm. 119,160a: "Summen af Guds ord er sandhed"

At vi må aldrig bygge en lære på et enkelt isoleret bibelvers!!

Vi må derfor medregne det, som Paulus sagde i 1. Kor. 9,27: Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.

for at kunne være et sandt vidnesbyrd for andre tvang Paulus altså sin kødlige natur til at underkaste sig åndens vilje!

Og så er der jo også lige det Jesus sagde i Ap. Ger. 1,8: Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.«

Der er ikke meget vidnesbyrd over en, der kalder sig en kristen, og som lever et liv, der ikke adskiller sig fra verdslige menneskers liv, så når Helligånden giver kraft til at være vidner, så mener Jesus kraft til at være herre over sin kødlige natur så man lever et liv der herliggør Gud.

Helligånden  opdrager og helliggør os livet igennem. Den, der ikke har fået et nyt forhold til synd, har heller ikke fået et nyt forhold til Jesus (er nok slet ikke blevet født på ny).

DET STØRSTE BUD I LOVEN

Farisærene spurgte Jesus: ”hvad er det største bud i loven?” og Jesus svarede:

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.  Det er det største og det første bud.   Men der er et andet, som står lige med det:"Du skal elske din næste som dig selv." På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Da den unge rige synagogeforstander spurgte Jesus ”Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? ” gennemskuede Jesus ham og så at hans kærlighed til penge ville blive en hindring for at han helhjertet kunne elske/følge Jesus, så Jesus nøjedes ikke med at sige ”tro på mig, så skal du arve evigt liv” Nej, Jesus krævede handling! En handling, der ville sætte manden fuldkommen fri til at følge Jesus, og svarede så således i Luk 18,22:  Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig« 

Kirkehistorien viser os adskillige eksempler på rige succesfyldte forretningsmænd, som blev mødt af evangeliet, og som tog disse ord til sig, og så forærede alt væk for at følge Jesus og vie resten af livet til at vandre rundt og forkynde evangeliet. De er eksempler på at Gud giver kraft til at leve et helligt liv.

Noget der kendetegnede disse troskæmper var at de aldrig forlangte at andre skulle gøre, som de selv havde gjort  på det punkt, men de gav i deres forkyndelse folk frihed til at følge deres egen samvittighed og hvad de oplevede at Gud ønskede fra dem.

  Det hebræiske ord for tro betegner en tro, der fører til handling, så tro og handling hører sammen som plat og krone på en mønt. En frelsende tro giver kraft til at handle på en måde, som det naturlige menneske ikke er i stand til, for det naturlige menneske er underlagt arvesynden, og vil altid vælge synden. Det genfødte menneske er sat fri fra arvesynden og behøver ikke længere at være en slave under synd.

Men Okay. Det genfødte menneske lever dog i en stadig kamp med sin kødlige natur, og falder i synd ind imellem, men har så til forskel fra det naturlige menneske mulighed for at rejse sig igen. Derfor er det så farligt for en kristen at give efter for en synd, der leder ind i en permanent syndig livsstil, som for eksempel at bryde ægteskab og gifte sig igen eller at blive en del af et menighedsfællesskab, hvor man forkynder/dyrker en anderledes Kristus end den der er defineret af summen af Guds ord, for det at være en del af et fællesskab er at anerkende fællesskabet.

   Til slut bliver jeg lige nødt til at nævne Ap. Ger. 17,30:Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig,

Gud bærer altså over med uvidenhed.

Det tales der mere om andetsteds, så jeg har behandlet det i en separat artikel, som du kan komme til ved at klikke her.