OM GAMMELTESTAMENTLIGE SPISEFORSKRIFTER

OM GAMMELTESTAMENTLIGE SPISEFORSKRIFTER



Det nemmeste her er at indlede med at nævne, at de dyr moseloven tillader at spise for eksempel er de dyr, der blev brugt, som offerdyr ved tempeltjenesten. Det disse dyr har til fælles er, at de er billeder på Messias, og de er derfor rene. Oksen for eksempel er et billede på at den stærke ofrer sig for at frelse den svage.


 


Eksempler på urene dyr, som ikke måtte spises (jeg vil kun omtale nogle få, som bør være tilstrækkelig til at belyse princippet) er:


 


Svinet: 

svin er et billede på mennesker, der efter deres omvendelse vender Jesus ryggen 2. Peter 2,21 -22: For det havde været bedre for dem slet ikke at have lært retfærdighedens vej at kende end først at lære den at kende og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget; så er det gået dem, som ordsproget træffende siger: »Hunden vender tilbage til sit eget bræk,« og: »Når en so er vasket, vælter den sig i sølet.«


 


Strudsen:

strudsen stikker hoved i busken og forsøger at udelukke virkeligheden, og er et billede på mennesker, der handler således (de lukker af overfor den åndelige virkelighed, som Gud ønsker de skal se.)


 


Ørnen:

ørnen i Mellemøsten udsøger sig lam i fåreflokken, griber dem, løfter dem højt op og lader dem falde ned på klipper, hvor de knuses og dør

Lam her er billeder på nyomvendte kristne, som Satan straks sender falske lærere (ørne) ud for at vildlede.


 


Gribben:

gribben lever af at skille døde legemer ad lem for lem, og fortære dem. Den er et billede på dem, der ”holder fest” på at destruere døde (frafaldne) menigheder (Jesus sagde: ”hvor ådslet er, samles gribbene). Det gælder for mange kirker at de flotte bygninger er der, og organisationen fungerer, men Gud har for længst forladt stedet – det er åndeligt dødt) disse steder falder fra hinanden, og bekræfter den sekulære verden i at kristendom er en død ting


slutbemærkning:

Disse spiseforskrifter er [som moseloven (Tanaken)] et billede på en åndelig virkelighed, og peger frem mod den nye pagt ved Jesu blod. Jesus er lovens opfyldelse, eller, som Jesus siger i Joh. 5,46-47: Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om.  Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?«

Hvis vi rigtig skal forstå Jesus, så må vi tro og forstå det Moses skrev (Jesu ord er ikke blot myntet på farisæerne og de skriftkloge)